PCOS: Symptomer, diagnose og hvordan du håndterer det

PCOS (polycystisk ovariesyndrom) er en hormonel forstyrrelse, som påvirker mange kvinder, ofte uden at de selv ved det. Det er en tilstand, der rækker langt ud over de klassiske “kvindelige hormoner” og har betydning for hele kroppens stofskifte, for blodsukkerreguleringen, og for dit mentale velvære. 

Hvis du har PCOS, eller har mistanke om det, er du ikke alene. Og vigtigst af alt: der er meget, du selv kan gøre for at skabe balance.  

UDG.
16.07.2025
Skrevet af
Ulrik Hjerpsted
Founder, speciallæge i karkirurgi
Speciallæge i karkirurgi, en af landets førende indenfor funktionel medicin samt grundlægger, direktør og ansvarlig læge hos Copenhagen Center of Functional Medicine.
Læs mere om
Ulrik Hjerpsted

Hvad er PCOS?

PCOS står for polycystisk ovariesyndrom. Det er en tilstand, hvor kroppen danner for mange mandlige kønshormoner (androgener), og hvor ægløsningen ofte er uregelmæssig eller helt udebliver. 

Navnet “polycystisk” henviser til de små væskefyldte blærer (cyster), som kan ses i æggestokkene ved en scanning, men det er ikke alle med PCOS, der har disse cyster.

PCOS er ikke en ensartet lidelse. Det er et spektrum. Symptomerne varierer fra person til person, og derfor kan det også være svært at få en klar diagnose. Men fælles for mange er, at kroppen er i hormonel ubalance, og det sætter spor - både fysisk og psykisk.

De typiske PCOS symptomer

PCOS viser sig ofte i løbet af teenageårene eller i begyndelsen af 20’erne. For nogle er det tydeligt, for andre mere snigende. 

Her er de mest almindelige symptomer:

1. Uregelmæssig eller manglende menstruation

Et af de tydeligste tegn på PCOS er, at menstruationen bliver uforudsigelig. Hos nogle er blødningerne sjældne, hos andre udebliver menstruationen i månedsvis eller helt. Det skyldes, at ægløsningen ikke fungerer som den skal.

2. Øget hårvækst og akne

Nogle vil opleve et forhøjet niveau af mandlige hormoner, som kan føre til øget hårvækst på hagen, overlæbe, mave og lår. Nogle oplever også akne. Ofte mere vedholdende og udtalt end den akne, mange oplever i teenageårene.

3. Hårtab og tyndt hår

Mange med PCOS oplever en udtynding af håret, og særligt på toppen af hovedet. Det kan føles både sårbart og frustrerende, især hvis det sker gradvist.

4. Vægtøgning og insulinresistens

En stor andel af kvinder med PCOS har en form for insulinresistens. Altså at kroppen har svært ved at reagere normalt på insulin. Det gør det først og fremmest vanskeligt at holde vægten stabil, og øger risikoen for type 2-diabetes.

5. Træthed, humørsvingninger og nedsat fertilitet

Bag den hormonelle ubalance gemmer sig ofte en følelse af at være udmattet. Mange oplever øget træthed, lav energi, koncentrationsbesvær og følelsesmæssige udsving. For andre bliver det tydeligst, når de forsøger at blive gravide.

Hormonel ubalance: En dominoeffekt i kroppen

PCOS er en hormonel ubalance, og hormoner arbejder i kæder. Når ét led bliver forstyrret, påvirker det resten. Kroppens hormoner regulerer ikke kun ægløsning og fertilitet, men også dit blodsukker, stofskifte, søvn, sult, mæthed og humør.

Insulinresistens er ofte en del af billedet. Når kroppen skal producere mere og mere insulin for at få blodsukkeret ned, kan det i sig selv stimulere æggestokkene til at producere flere mandlige hormoner. Og der starter der en negativ spiral.

Hvordan stilles diagnosen?

Der findes ikke én enkelt test for PCOS. Diagnosen stilles ud fra en kombination af symptomer, blodprøver og eventuelt en ultralydsscanning. Typisk bruger lægen de såkaldte Rotterdam-kriterier, som kræver, at to ud af tre følgende forhold er opfyldt:

  1. Uregelmæssig eller manglende ægløsning
  2. Forhøjet niveau af mandlige kønshormoner (eller tegn herpå)
  3. “Polycystiske” æggestokke ved scanning

Det betyder også, at to kvinder med meget forskellige symptomer begge kan få diagnosen PCOS. Derfor er det helt afgørende, at behandlingen bliver tilpasset netop dit behov.

Kan man få PCOS uden at være overvægtig?

Ja. Der findes flere typer af PCOS. Den klassiske type er forbundet med overvægt og insulinresistens, men der findes også såkaldt “lean PCOS”, hvor vægten er normal eller lav, men symptomerne og ubalancerne er de samme. 

Mange kvinder med lean PCOS oplever at blive overset, fordi deres symptomer ikke passer ind i den traditionelle forståelse af symptombilledet.

Behandling og håndtering: Hvad kan du selv gøre?

Der findes ikke en “kur” for PCOS, men tilstanden kan i høj grad håndteres, og det gør en kæmpe forskel. Her handler det ikke kun om at dine fjerne symptomer, men om at skabe balance og give din krop de bedste forudsætninger. 

Her er fem vigtige områder du kan arbejde med:

1. Stabilt blodsukker og antiinflammatorisk kost

Fordi mange med PCOS kæmper med insulinresistens, er det vigtigt at spise på en måde, der stabiliserer blodsukkeret. Det betyder:

  • Masser af grøntsager og fibre
  • Protein og sunde fedtstoffer til hvert måltid
  • Begrænsning af sukker og raffinerede kulhydrater

Det handler ikke om slankekur, men om at nære kroppen med det, den rent faktisk har brug for. 

En antiinflammatorisk tilgang til kost kan faktisk også dæmpe potentiel hormonel ubalance og støtte kroppens egne reguleringsmekanismer. 

De valg du tager med din kost kan give din krop superkræfter for at hele sig selv.  

2. Bevægelse som balancerer, ikke presser

Når du bevæger dig, hjælper du kroppen med at bruge insulin mere effektivt og dermed regulere hormonerne - også uden vægttab. Det vigtige er ikke at træne hårdt, men at finde en rytme, hvor kroppen kan følge med. 

Start med blide former for motion; gåture, blid styrketræning, yoga og dans. Det er mindst lige så effektivt som intense løbeture, og faktisk langt mere bæredygtigt for mange med PCOS. 

Find din balance. Selv små bevægelser hver dag gør en stor forskel på den lange bane. 

3. Søvn og stressreduktion

Søvn og stress spiller en langt større rolle, end de fleste måske tror. Når du sover for lidt eller er i konstant alarmberedskab, forstyrres hormonbalancen markant. 

Regelmæssig søvn, åndedrætsøvelser, mindfulness og restitution er ikke bare luksus. Det er en nødvendighed, når din krop er i ubalance.

4. Kosttilskud med dokumenteret effekt

Nogle kosttilskud kan være relevante som supplement, især hvis de vælges med omtanke. De mest anvendte tilskud er:

  • Inositol – støtter insulinfølsomhed og ægløsning
  • Omega-3 fedtsyrer – dæmper inflammation
  • D-vitamin – ofte lavt hos kvinder med PCOS
  • Zink og magnesium – vigtige for hormonbalancen

Jeg anbefaler dig at tale med en sundhedsprofessionel, inden du starter på kosttilskud. På den måde sikrer du, at du får præcis de tilskud, du mangler. 

5. Psykisk støtte og fællesskab

PCOS kan være en lydløs modspiller, der ikke bare udfordrer kroppen fysisk men også mentalt, længe før ens omgivelser forstår kampens omfang. Det kan være hårdt at kæmpe med vægt, hud, fertilitet eller hårtab. Især når omverdenen ikke forstår, hvad der foregår. 

Mange oplever lettelse og styrke i at dele deres oplevelser med andre i samme situation. Der findes både fysiske og online fællesskaber, der giver plads til ærlighed, viden og støtte. 

Undersøg blandt andet online platforme såsom, 

Eller undersøg om der er støttegrupper eller foreninger i dit lokalområde. 

PCOS og fertilitet: Håb og muligheder

Det er en udbredt misforståelse, at man ikke kan blive gravid med PCOS. Den myte vil jeg gerne afkræfte. Det kan sagtens lade sig gøre. 

Men det kræver ofte lidt mere tålmodighed og støtte. Ægløsningen kan være uregelmæssig, og derfor kan fertilitetsbehandling eller hjælp til ægløsning være nødvendigt. 

Mange kvinder oplever, at deres cyklus reguleres, når de arbejder med kost, bevægelse og stresshåndtering. Læs også artiklen om hormonel ubalance, samt hvordan du kan arbejde med at genskabe balance. 

Når du har mistanke om PCOS

Hvis du genkender flere af symptomerne, eller hvis din menstruation har været ude af takt i længere tid, så tag det alvorligt

Selvom du ikke kan se dig selv i alle symptomer, så har du ret til at blive undersøgt. Søg gerne en læge, der har erfaring med hormonelle lidelser, og vær ikke bange for at stille spørgsmål. PCOS er komplekst, og det er dig, der kender din krop bedst.

PCOS er ikke din skyld

Det er vigtigt for mig at understrege: PCOS sker ikke fordi du har gjort forkert. Det er ikke din skyld. Men det er din krop, og du har mulighed for at tage hånd om den med bevidsthed og omsorg. 

Du fortjener støtte, viden og et sundhedssystem, der møder dig med indsigt.

Vejen frem: Lyt til kroppen og skab balance

Med PCOS kan man føle sig magtesløs, og det kræver tålmodighed, men du er ikke alene. 

Med den rette viden og små, bæredygtige ændringer kan du opleve en markant forbedring i din hverdag. Måske bliver din cyklus mere regelmæssig. Måske får du mere energi. Måske begynder dit hår at vokse tættere. Det handler ikke kun om at bekæmpe symptomer, det handler om at give kroppen et solidt fundament for at  reparere sig selv og genskabe balance.

Vigtigst af alt er at lytte til din krop. Mød den med respekt. Den fortæller dig ikke, hvad der er galt, men den beder dig om at skabe de rette betingelser for at den kan gøre det den er skabt til - velvære.

Ofte stillede spørgsmål

Vis

Forstå de 4 stresstyper

Stress kommer sjældent fra ét sted – her arbejder vi med fire typer smerte, der hjælper os med at forstå årsagen bag. Læs mere her

Vil du blive klogere på Kroppens sprog?

Kroppen taler hele tiden – med sit eget stille sprog. Og du er allerede begyndt at lære det. Du har åbnet døren på klem. Nu inviterer vi dig til at gå længere ind.
Lær mere om Masterclass