Hvad er oppustethed?
Oppustethed opstår, når der ophobes luft eller gas i mave-tarmkanalen. Det kan give en følelse af udspilet mave, tryk, rumlen, smerter og i nogle tilfælde synlig hævelse. Nogle oplever det især om eftermiddagen og aftenen. Andre efter bestemte måltider.
Det er en tilstand, der både kan være fysisk ubehagelig og mentalt drænende, fordi den forstyrrer vores kropsbevidsthed og dermed vores daglige trivsel. Men der er som regel en forklaring, og dermed en løsning.
Almindelige årsager til oppustet mave
Der findes mange faktorer, der kan føre til oppustethed. Her er nogle af de mest almindelige syndere:
1. Spisevaner
Hastig spisning, store portioner eller måltider med højt fedtindhold kan gøre fordøjelsen tung. Når vi spiser for hurtigt, sluger vi også mere luft, hvilket kan medføre en oppustet mave.
2. Kulhydrater, der fermenterer i tarmen
Nogle kulhydrater, især dem med højt indhold af FODMAPs (fermenterbare oligo-, di-, monosakkarider og polyoler), er svære at nedbryde og giver gasdannelse. De findes bl.a. i løg, hvidløg, æbler, mælk og hvede.
3. Mælkeprodukter
For personer med laktoseintolerans kan mælk, fløde og ost være en kilde til oppustethed. Kroppen mangler enzymet laktase til at nedbryde mælkesukker, hvilket kan føre til ubehag blandt andet i form af oppustethed.
4. Forstoppelse
Når tarmen arbejder langsomt, ophobes affaldsstoffer og gas. Det giver tryk og tyngde i maven. Regelmæssig afføring er derfor essentiel for en fladere mave.
5. Stress og uregelmæssige måltider
Fordøjelsen er tæt forbundet med nervesystemet. Stress påvirker mavesyre, tarmbevægelser og bakteriebalance. Alt sammen med betydning for, hvordan du fordøjer og optager din mad.
6. Følelsesmæssigt stress
Når vi er følelsesmæssigt presset/stresset, sætter det sig ofte i maven. Det kan enten være ondt i maven, krampe, ubehag eller oppustet mave. Det kan være følelser som eksempelvis sorg, frustration, ked af det hed, nedtrykthed, vrede.
Kom af med oppustet mave hurtigt
Når ubehaget først har meldt sig, vil du gerne have ro i systemet så hurtigt som muligt. Så derfor har jeg samlet nogle enkle, men effektive metoder:
1. Drik langsomt og lunkent
Vand med citron, ingefærte eller pebermynte-te kan dulme maven og fremme fordøjelsen. Undgå iskolde drikke og sodavand, der tilfører mere luft.
2. Bevæg dig roligt
En kort gåtur på 10–15 minutter efter måltidet stimulerer tarmbevægelserne og hjælper kroppen med at komme af med gas. Du kan også prøve milde yogaøvelser såsom at ligge på ryggen med knæene op mod brystet.
3. Massér maven
Let, cirkulær massage i urets retning omkring navlen kan støtte tarmens bevægelser. Det kan især være rart, hvis din oppustethed skyldes forstoppelse.
4. Prøv åndedrætsøvelser
Rolige, dybe vejrtrækninger ned i maven beroliger nervesystemet og kan stimulere en træg fordøjelse. Sæt dig eller læg dig ned og træk vejret langsomt gennem næsen – ind gennem næsen, ud gennem munden – i 5–10 minutter.
Kostråd mod oppustethed
Din mave er et direkte spejl af din mad. Hvad, hvornår og hvordan du spiser har stor betydning. Her er nogle praktiske kostråd, der kan hjælpe dig med at få en lettere og mere balanceret mave:
1. Spis mindre måltider - men oftere
I stedet for tre store måltider, kan du fordele dit indtag over 4–6 mindre måltider. Mellemmåltider som gulerødder med hummus, en håndfuld nødder eller et kogt æg kan holde blodsukkeret stabilt og lette fordøjelsen.
2. Tyg langsomt og grundigt
Fordøjelsen starter i munden. Når du tygger godt, giver du kroppen et forspring og nedsætter risikoen for at sluge en masse luft, når du spiser. Det er en overset, men meget udbredt årsag til en oppustet mave.
3. Undgå for mange rå grøntsager
Selvom grønt er sundt, kan rå grøntsager være svære at nedbryde. Har du oppustet mave, så prøv at tilberede dine grøntsager. Dampet broccoli eller bagte rodfrugter kan være langt mildere for tarmen end en stor salat med kål og løg.
4. Skær ned på sødemidler og sukkeralkoholer
Ingredienser som sorbitol, mannitol og xylitol (ofte i tyggegummi og sukkerfri produkter) kan skabe fermentering i tarmen og give luft. Jeg anbefaler derfor altid, at du vælger naturlige, uforarbejdede fødevarer i stedet.
5. Find dine personlige triggere
Alle reagerer forskelligt. Nogle tåler bønner fint, mens andre ikke gør. Det kan være en god idé at føre en mad- og symptomdagbog i en periode, så du opdager mønstre og undgår de værste syndere.
Sunde vaner, der forebygger oppustethed
Hvis du ofte døjer med oppustethed, er det værd at arbejde med vanerne. Her handler det ikke om en stram diæt, men om at finde en rytme, hvor din fordøjelse kan følge med.
1. Skab regelmæssighed
Mave og tarm elsker rytme. Stå op og spis på nogenlunde samme tid hver dag. Det skaber tryghed i kroppen. Og tryghed giver ro i maven.
2. Prioritér tarmvenlige fødevarer
Inkludér fibre fra grønt, frugt og fuldkorn, men trap gradvist op, og husk at drikke rigeligt vand. Gode bakterier (probiotika) fra fermenterede fødevarer som surkål, kefir og yoghurt er superhelte når det kommer til at støtte din tarmflora.
3. Sørg for daglig bevægelse
Motion fremmer tarmens bevægelser og afhjælper forstoppelse. Du behøver ikke at løbe et maraton. Prøv med en rask gåtur, lidt dans i stuen eller et kvarters yoga. Det kan ofte være nok.
4. Undgå at spise på farten
Når du sidder ned og tager dig tid til dit måltid, kommer du langt nemmere i kontakt med en følelse af mæthed og nydelse. Det reducerer stress i din fordøjelse og minimerer risikoen for en oppustet mave.
Hvornår skal du være opmærksom?
I de fleste tilfælde er en oppustet mave ufarlig og kan reguleres med livsstilsændringer. Men oplever du:
- Vedvarende og smertefuld oppustethed
- Vægttab uden forklaring
- Blod i afføringen
- Ændrede afføringsvaner
- Kvalme eller opkast
… så bør du opsøge læge. Oplever du disse symptomer, kan det være tegn på noget mere alvorligt, og derfor bør undersøges nærmere. Lyt til din krop og tag den alvorligt.
En mave i balance er et liv i balance
Oppustethed handler ikke kun om maven, men om hele din måde at være i kroppen og hverdagen på. Når du spiser nærende mad, giver dig selv pauser, bevæger dig regelmæssigt og lytter til kroppens signaler, begynder maven også at falde til ro.
At få styr på en oppustet mave er ikke et quick fix, men en invitation til at skabe nye, bæredygtige vaner. Små skridt. Stor effekt.
Og husk: Du fortjener en mave, der føles let og fri.
Ofte stillede spørgsmål
Oplev vores konstellation af platforme
Udforsk vores fire platforme for velvære – fra online træning og retreats til behandlinger og personlig udvikling.












Sammen udgør disse platforme et komplet økosystem for heling, udvikling og bæredygtig velvære – uanset om du søger personlig forandring eller ønsker at støtte andre på deres rejse.

Forstå de 4 stresstyper
Stress kommer sjældent fra ét sted – her arbejder vi med fire typer smerte, der hjælper os med at forstå årsagen bag. Læs mere her