Du træner hele tiden – spørgsmålet er hvad
Mange folk tror, at mental træning er noget, man gør en gang imellem, når man har brug for det. Men sandheden er, at vi træner mentalt hver evig eneste dag. Spørgsmålet er bare, hvad vi træner.
De tanker, vi gentager, de følelser vi dvæler ved, og den måde vi taler til os selv. Det er vores daglige mentale træning. Og hvis du igen og igen tænker, at du ikke er god nok, at du ikke kan, at andre har bedre muligheder, så bliver det også den virkelighed, du træner dig selv ind i.
Bevidsthed er første skridt. Når du opdager, at du allerede træner dig selv, åbner det for en ny mulighed: Du kan vælge at træne noget andet.
De fem mentale trin, der forandrer dit liv
I mit virke arbejder jeg med en femtrinsmodel, som jeg både bruger i arbejdet med OL-atleter, erhvervsledere og mennesker. Alle, der bare gerne vil skabe en ny retning i livet.
De fem trin er konkrete og kraftfulde og handler om at tage lederskab over sit sind og sin tilstand. Lad os tage et trin ad gangen.
1. Fokus
Det, du fokuserer på, vokser. Spørg dig selv:
- Fokuserer jeg på det, der virker, eller det, der ikke virker?
- Fokuserer jeg på det, jeg kan gøre noget ved, eller på det, jeg ikke kan ændre?
- Fokuserer jeg på fortid, nutid eller fremtid?
Det, du vælger at lægge mærke til, former din oplevelse af livet. Og dét valg er dit.
2. Mening
Det, du oplever, farves af den mening, du tillægger det. Din indre fortælling former dine følelser. Er du den, der ikke dur? Eller er du den, der lærer og vokser? Det handler ikke om at benægte smerte eller svære følelser.
Det handler om at opdage, at du altid kan vælge, hvordan du forstår det, du oplever.
3. Kropssprog
Følelser bor i kroppen. Din fysiske tilstand påvirker dit humør, din energi og din evne til at handle.
Det kan siges meget enkelt: Brug kroppen som et værktøj. Ret ryggen. Træk vejret. Bevæg dig. Jeg nævner det ikke kun fordi det virker. Det er faktisk helt afgørende.
4. Identitet
Hvem er du, når du ikke tænker over det? Hvilke historier fortæller du om dig selv?
Din identitet er dit mentale fundament. Hvis det fundament er bygget på gamle nederlag, andres stemmer eller en indre kritiker, der aldrig holder kæft, så er det tid til at tage det op til revision. Du kan vælge at træne en ny identitet. En ny version af dig selv.
5. Ambition
Sidste skridt handler om retning. Hvad kalder på dig? Hvad drømmer du om – dybt nede, bag alle de realistiske undskyldninger?
Mental træning handler ikke om at være tilfreds med middelmådighed, men om at tage ejerskab over det liv, du faktisk længes efter.
Livet sker – men det er dig, der styrer retningen
Mental træning er ikke en flugt fra det svære. Det er ikke “tænk positivt” og trylleri. Det er derimod en konsekvent, ærlig og praktisk måde at møde livet på. Også når det gør ondt.
Når vi har en ikke-ressourcefuld tilstand, eksempelvis når vi er triste, vrede, fastlåste, så ligger der et budskab i det. Noget er ikke, som det skal være. Men det er ikke meningen, vi skal blive dér.
Vi skal forstå det, lære af det, og bevæge os videre.
Mental træning handler altså ikke om at undgå svære følelser. Det handler om at bruge dem som vejvisere, og turde gå med dem.
Et nyt ansvar – og en ny frihed
Én pointe jeg vil have du husker: Du har allerede ansvaret. Ikke som skyld. Men som mulighed. Du er direktør i dig A/S. Du er den, der kan vælge, hvad du træner, hvordan du ser dig selv, og hvilken retning du vil gå.
Og det er ikke en byrde. Det er frihed.
Mental træning er ikke forbeholdt de få. Det er for dig. Og det starter her, med et valg om at møde dig selv med nysgerrighed, mod og vilje til at vokse.
Ofte stillede spørgsmål
Oplev vores konstellation af platforme
Udforsk vores fire platforme for velvære – fra online træning og retreats til behandlinger og personlig udvikling.












Sammen udgør disse platforme et komplet økosystem for heling, udvikling og bæredygtig velvære – uanset om du søger personlig forandring eller ønsker at støtte andre på deres rejse.

Forstå de 4 stresstyper
Stress kommer sjældent fra ét sted – her arbejder vi med fire typer smerte, der hjælper os med at forstå årsagen bag. Læs mere her